Projektkøb

Er du på udkig efter nyt tag over hovedet? Overvejer du at købe dig ind i et nybyggeri? Så læs med her på siden, hvor vi stiller skarpt på fænomenet ”projektkøb”.

Vi vil blandt andet komme ind på, hvad et projektkøb egentlig er, og hvilke fordele og ulemper denne købemulighed har. Herudover vil vi komme med en række gode råd til, hvad du skal være opmærksom på ved projektkøb.

Hvad er et projektkøb?

Når du køber et projektkøb, køber du en bolig, der endnu ikke eksisterer. Du køber en bolig, der skal opføres, men som fortsat kun er en bunke tegninger, visioner og byggeplaner. Du køber dig altså ind i et nybyggeri, du tror på, og et projekt, du har lyst til at være en del af.

I forbindelse med et projektkøb vil du nogle gange have mulighed for at se en såkaldt prøvelejlighed eller en prøvebolig. Her kan du danne dig et indtryk af, hvordan de færdige boliger kommer til at se ud.

Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at en prøvebolig kan tage sig anderledes ud, end din eventuelle bolig kommer til. En prøvebolig skal altså ses som et pejlemærke, men det er ikke en 1:1-model af, hvordan din bolig kommer til at se ud, hvis du vælger at gå ind i byggeprojektet.

Uanset om du kan se en prøvebolig eller ej, vil du altid have foreløbige plantegninger at forholde dig til. Herfra er det op til bygherren at visualisere projektet for dig, så du kan beslutte, om det er noget for dig eller ej.

Når du køber en projektbolig, køber du dig altså ind i en vision.

Hvilke fordele og ulemper har projektkøb?

Der er både fordele og ulemper ved projektkøb. En af de helt store fordele er, at du bliver den første indflytter i den nye bolig, som altså endnu ikke har nogen form for slid. Dertil kommer, at du som regel har en vis medbestemmelse ved et projektkøb. For eksempel kan du have mulighed for selv at vælge dine gulve og bordplader i køkkenet samt komme med ønsker til, hvordan boligens kvadratmeter skal fordeles imellem de forskellige rum.

Drømmer du om at flytte ind et sted, hvor du har en masse at gøre med dine naboer? Så er projektkøb ligeledes værd at overveje. Typisk flytter du ind i et helt nyt boligkvarter, hvis du vælger projektkøb, og det samme gælder naturligvis for alle dine naboer og genboer.

I flytter typisk ind på samme tid, og alle har et ønske om at få tingene til at fungere så godt som muligt. Derfor bliver der typisk opbygget gode naboskaber i nybyggede områder.

Nogle af de fordele, du kan se frem til ved et projektkøb, er altså at:

  • du er den første til at flytte ind i boligen. 
  • du har mulighed for at sætte dit præg på byggeriet.
  • der typisk opstår gode naboskaber i områder med nybyggeri.

En af ulemperne ved projektkøb er, at der kan opstå (store) forsinkelser på byggeriet. Det kan være ekstremt frustrerende og sætte dig i en usikker boligsituation. Desuden er der set flere eksempler på, at der er sket fejlkommunikation imellem projektkøbere og bygherrer, så der for eksempel er blevet lagt et forkert gulv, eller badeværelset er blevet væsentligt mindre end aftalt.

Skal der rettes op på fejl som disse, udskyder det indflytningen, og samtidig kan der opstå økonomiske uoverensstemmelser, når fejlene skal udbedres.

Overvejer du projektkøb, skal du altså have følgende ulemper i baghovedet:

  • Byggeriet kan trække betydeligt ud.
  • Der kan ske misforståelser ift. boligens indretning.
  • Ved udbedring af fejl kan der opstå økonomiske stridigheder.

Dette skal du være opmærksom på, hvis du køber nybyggeri

Som vi netop var inde på, kan der indimellem opstå stridigheder, hvis der sker misforståelser i forbindelse med nybyggeriet. Dog er det naturligvis langt fra en selvfølge, at du og bygherren skal komme i karambolage med hinanden, hvis der sker fejl.

Det gælder blot om at være helt skarp på, hvad der står i din kontrakt, inden du skriver under. Sørg for, at det bliver skrevet ind, at bygherren selv skal afholde udgifterne for udbedring af fejl.

Du skal altid gennemgå boligen sammen med bygherren inden indflytning. Her kan eventuelle fejl og mangler påpeges. For at være sikker på, at intet bliver overset, kan det være en god idé at alliere sig med en byggeteknisk rådgiver i forbindelse med denne gennemgang.

Foruden at du naturligvis skal være opmærksom på fejl og mangler, gælder det også, at du skal være opmærksom på din færdige boligs areal. Når du køber en bolig, der endnu ikke er opført, forholder du dig til det antal kvadratmeter, bygherren regner med, den færdige bolig bliver. Det vil sige, at den kan ende med at blive både større og mindre end det angivne antal kvadratmeter, du har købt dig ind i.

For at dette ikke skal ende med at koste dig dyrt, er det fornuftigt at få skrevet ind i købsaftalen, at prisen kan nedjusteres, hvis boligen bliver mindre end antaget, men at prisen aldrig kan stige.

For at opsummere, skal du være særligt opmærksom på om:

  • bygherren afholder udgifterne til udbedring af eventuelle fejl og mangler.
  • du kan komme til at betale mere for din bolig, hvis den bliver større end antaget.

Som du kan se, kan et projektkøb være en kompliceret affære, og det er ekstremt vigtigt, at du har styr på det juridiske. Derfor kan det være en særdeles god idé at alliere sig med en ekspert. Det anbefales, at du får en jurist eller advokat med ekspertise inden for boligområdet til at gennemgå din kontrakt og eventuelt forhandle med bygherre, så du ikke ender i en træls situation, når huset skal overtages.

Sørg for, at du har tag over hovedet

Et projektkøb kan nemt ende med ikke at stå færdigt på det planlagte tidspunkt. Derfor gælder det om at forsøge at sikre sig en fleksibel udflytningsdato. Skal du sælge din eksisterende bolig, kan du med fordel aftale med den nye indflytter, at indflytningsdatoen er fleksibel og afhænger af din indflytningsdato. Bor du til leje, skal du sørge for nøje at gennemtænke, hvornår du opsiger dit lejemål, så du ikke pludselig ender med at stå uden tag over hovedet.


Tryg bolighandel


  • Eksperter i bolighandler

    Vi har mange års erfaring indenfor bolighandler. Teamet har hjulpet i over 10.000 bolighandler. Vi er specialiserede rådgivere inden for bolighandler og er altid opdaterede i forhold til gældende lovgivning.

  • Faste lave priser

    Der kan være stor forskel på, hvor meget hjælp du har brug for. Vores udgangspunkt er, at du får en fast lav pris, du nemt kan forholde dig til. Der kommer ingen overraskelser i processen, og vi sørger for at alle deadlines overholdes til punkt og prikke. Ring til os og få en snak om netop dine behov – så får du en fast lav pris.

  • Landsdækkende service

    Vi er en online virksomhed og vi kan hjælpe dig uanset hvor i Danmark du bor. Vi har sparet fysiske møder bort, og bruger tiden på at sætte os grundigt ind i din sag og leverer en klar og præcis rådgivning.

  • Forsikret rådgivning

    Vi har tegnet rådgiveransvarsforiking i HDI Danmark

Skødeservice.dk ApS

Gammel Vartov Vej 2,
2900 Hellerup

Man - tors: 09-17
Fre: 09-15